VI REJSER TIL IRLAND

DET IRSKE FOLK ER MEGET IMØDEKOMMENDE, OG VIL GERNE I SNAK MED OS, SÅ VORES ELEVER FÅR TRÆNET DET ENGELSKE SPROG OG DET AT BEGÅ SIG PÅ EGEN HÅND.

De seneste to år er Mellerup Efterskoles udlandsrejse gået til Irland. Det har budt på så fantastiske oplevelser, at vi også planlægger at rejse til Irland de kommende år.  

Vi besøger skoler og institutioner forskellige steder i landet og viser vores musik- og bevægelsesopvisning for irske unge, som til gengæld viser os deres musik og dans. De tidligere år har vi fx besøgt og optrådt på katolske pige- og drengeskoler, men også skoler, hvor religion og køn er integrerede. Desuden har vi begge år spillet på en institution for udviklingshæmmede, som har været et skønt og entusiastisk publikum.

Den overordnede idé med Irland som rejsemål er, at kombinere indtryk af irsk kultur og natur med oplevelsen af at være på turné.

En vigtig del af irlandsturen er også vores optrædener med Gadeorkesteret. Hele skolen indgår i kor og gadeorkester og i løbet af turen spiller vi vores numre på gaden i fx Dublin og Galway. Det giver virkelig liv i gaden, når et 100-mand stort kor og band stiller sig op og underholder de forbipasserende.

Turen har også gået til Connamara, som er et vildt og barskt område i det vestlige Irland, hvor vi begge år har besteget det nærliggende Croagh Patrick, som er den irske helgen Sankt Patricks hellige bjerg.

For eleverne har der også at være rig mulighed for indsnuse stemningen i Dublin og andre irske byer, både når det gælder shopping og andre tilbud. Sidst år fik et af skolens fritidsbands fx. lov til at spille på en café i Dublin – det var en helt særlig oplevelse.

IRLAND HAR EN STÆRK MUSIK- OG FORTÆLLETRADITION, SOM GØR ET STORT INDTRYK PÅ VORES ELEVER.

UDDRAG FRA ELEVERNES EGEN REJSEDAGBOG – ÅRGANG 2013/14

”Kære dagbog.

Onsdag nat, for en uge siden, satte jeg mig ind i en bus mod Hamborg lufthavn. Rundt omkring på de grimme bussæder sad piger og drenge med hævede ansigter og søvn siddende i øjenkrogen. Stemningen var flad og hver gang der blev snakket lidt for højt, lød et skarpt, gennemtrængende ”shhhh” fra en søvnig skabning. Jeg selv var også enormt træt og jeg sov tungt det meste af turen. Når jeg engang i mellem vågnede på grund af en stikkende nakkesmerte (de positioner, som man kan ende i, i sådan en bus er helt utrolige…), var der helt stille. Kun en vag lyd af en snorken var til at høre. Da vi til gengæld – efter fire timers rejse – nåede til Hamborg, var det som om vi livede lidt op. Vi var et skridt tættere på. Et skridt tættere på Dublins livlige gader og Templebar’s hyggelige caféer.

I lidt tid vandrede vi rundt i den småkedelige lufthavn og på mærkværdig vis blev begejstringen større og større. Snart sad vi i flyet mod Dublin. Med Arctic Monkeys i ørerne og en tyk bog i hånden så jeg ud af det lille firkantede vindue. Et skridt tættere. Vi landede i Dublin og en helt uforglemmelig uge blev skudt i gang. Vi blev indlogeret på et hostel tæt på Dublins centrum. Det var ikke ligefrem luksuriøst, men det havde alligevel sin charme. På vores værelse var der et kæmpestort vindue med en hvid vindueskarm, velegnet til at sidde og se ud over den lille, grønne gårdhave. Jeg boede på 10-mands værelse og jeg var forberedt på, at jeg ville få tinnitus af hvinende, højlydte piger og at jeg ville blive fuldstændig sindssyg af, at vores tøj og vores make-up ville flyde ud over det hele. Men mine to dage blev intet i nærheden af ulidelige. Vi havde det så godt og om aftenen begravede vi os i hinanden oppe i vores stenhårde køjesenge, hvor lagnerne efter sigende var fyldt med ”efterladenskaber”. Men det betød ingenting. Vi ville bare ligge helt tæt i de åndssvage køjesenge, og blive helt svedige.

Dagene i Dublin gik umådeligt hurtigt. Vi styrtede rundt i vintagebutikker og på halvdyre kaffebarer. Jeg følte mig pludselig helt voksen. Vi havde så meget ansvar for os selv, og det betød så meget, at lærerne havde så meget tiltro til os. Men min mor var der ikke til at hjælpe mig, da jeg havde brugt den største del af mine penge på andendagen …

Vores første optræden foregik på et bosted for udviklingshæmmede og handicappede. Det er noget af det største, mest gåsehudsopvækkende jeg nogensinde har oplevet. Det var så hjertevarmende, at se nogen der var så begejstrede for det vi lavede, også selvom pladsen var begrænset, og derfor gjorde det svært at lave vores bevægelsesopvisning helt optimalt. Det var også helt overvældende, hvor meget vi gav os. Vi ville så gerne gøre vores lærere stolte. Vi ville gerne vise dem, hvor meget de egentlig har opnået med os. Vi ville gerne vise dem, at selvom vi til tider er rigtig teenage-dovne og nægter at vise nogen form for entusiasme, så elsker vi det, de laver for os. Det føltes lidt, som om hele vores efterskoleophold havde ledt op til dette øjeblik. Smilene var som klistret fast til vores ansigter, og stemningen var helt særlig, da vores optræden var slut. Heldigvis var det langt fra sidste gang, vi skulle mærke den stemning.

Alle vores optrædener i Irland var helt utrolige og en klar bekræftelse i, hvor langt vi var nået. Vintage, kaffe og uendeligt mange dyre designerbutikker var et hit, men jeg kunne mærke, at det havde en vigtighed for mig at se en anden del af Irland. De lidt mindre byer, som Galway og Kilkenny. Hvor duften og stemningen var anderledes. Ikke fyldt med storbylarm og bilos, men nærmere fyldt med gamle bøger og historie. Vi oplevede landets natur, som var så enestående smuk. Pludselig befandt vi os midt i et billede fra et naturkatalog. I støvregn og en småkølig vind. Vi fandt os så godt til rette i det irske, og det blev helt hjemligt, fordi vi havde hinanden….”